 |
 |
|
 |
 |
|
|
 |
Kirkekrogens spørgehat
adresser
Maria Magdalena
”Er det rigtigt, at Maria magdalena var Jesus´ kone?”
Svar
:
Det korte svar: Nej. Det lidt længere svar: nej – men det er da en god historie. Det lange svar: Det er en tanke, der er dukket op en masse gange i tidens løb. Sidst i forbindelse med ”Da Vinci Hysteriet”. Sagen er, at det er der absolut intet, der tyder på. I den gamle rockmusical ”Jesus Christ Superstar” var Maria Magdalena ret så lun på Jesus. Og det kom der en utrolig smuk sang ud af. Den hedder: ”I don´t know how to love him” og var et kæmpe hit og er siden blevet lidt af en klassiker.
Jehovas Vidner og jul
”Hej Hat. Hvorfor holder Jehovas Vidner ikke jul og fødselsdage? Hilsen ex-konfirmand”
Svar
:
Jehovas Vidner anser julen for at være en omgang hedensk fup og fidus, der intet har med Jesus´ fødsel at gøre. Det samme gælder fødselsdage (= det er u-bibelsk). MÅSKE kan man sige, at Jehovas Vidner på den ene side har ret. Og at de på den anden side går i meget små sko. Kun min mening…
kirkegang for konfirmander
danskere og kristendom
”Hvorfor er danskerne kristne?”
Svar
: Godt spørgsmål! Danskerne blev som nation eller folk kristne for cirka 1000 år siden. Det meste af vores måde at tænke på er kristen (endnu): at alle menneskeliv har værdi, at kvinder ikke skal undertrykkes, at ingen må være slaver, hospitalsvæsenet og meget andet.
Så på den måde er det måske mere interessant at spørge, hvad der sker, når danskerne holder op med at være kristne. Og det går jo den vej. Men – med et gæt: nogle er kristne, fordi deres forældre er det. Andre tænker ikke så meget over det, men er bare medlemmer af folkekirken. Nogle er kristne, fordi de tror på Gud. Der er mange grunde, tror jeg.
Konfirmation
”Hvorfor hedder det en konfirmation?”
Svar:
Ordet ”konfirmation” er latin og betyder ”bekræftelse”.
Det, man bekræfter, er sin dåb.
konfirmation: hvor mange pladser?
”Hvor mange kan man sidde i hver række ved siden af konfirmanden?”
Svar
:
6 personer.
Rytmisk musik vs. traditionelle salmer
Niels: Interessant er diskussionen om rytmisk musik vs. de fine gamle salmer - hvorfor et enten-eller egentlig? Jeg synes selv at pinse- rock- og lignende gudstjenester er MINDST lige så ensformige (musikalsk) som "vores egne" højmesser. Bare min mening.
homoseksualitet
Hej Pastor Niels
Hvad er egentligt biblens vinkel på homoseksualitet?
Svar: Hoho - den er MEGET svær at svare kort på. Og vel umuligt objektivt. Og er årsag til megen splid og uenighed. Måske fordi der ud fra Bibelen kan argumenteres både "for og imod" Men et skud fra hoften (og kun min mening): På den ene side fordømmes det (især i Det Gamle Testamente). På den anden side bød Jesus os til at acceptere alle. 1): Det er en synd 2): Alle er skabt af Gud. De to holdninger er begge "rigtige". Og også temmelig uforenlige. Min egen mening er, at homosexualitet måske nok er "unaturligt" - på linie med f. eks. nærsynethed eller skaldethed. men bestemt ingen synd. Og fordømmere af homosex er i reglen meget selektive i deres udvalg af synder. De fråder jo f. eks. sjældent over (deres egen) pengefiksering (som jo også bliver undsagt i Bibelen). Men alt dette er som sagt bare sagt af en halvstuderet røver. Undskyld den lange smøre. Måske en ide at arrangere en temagudstejeneste eller diskussionsaften over emnet...
Konfirmationsord
Lille fine hat :) – Hvad er et konfirmationsord?
Svar
:
Aller mest ærede konfirmand! Et konfirmationsord er (d)et bibel- eller salmevers, du får i forbindelse med din konfirmation. Ikke alle præster bruger det (mere). Denne her
gør.
Nadver
Flere har spurgt om, hvad ”Nadver” er – sådan helt konkret.
Selve ordet betyder ”måltid” eller ”aftensmad”. Hver påske fejrer jøderne dengang, da de blev udfriet fra Ægypten, hvor de var slaver (den historie kender du måske - ellers kommer vi til den).
De fejrede også påske på Jesus´ tid. Og aftenen før, han blev fanget og korsfæstet, kaldte han sine venner (disciplene) sammen og gav dem en middag. Og han bad dem om at huske ham, når han var død. Man kan sige, at det er en slags kærligsmåltid. Lidt ligesom hvis for eksempel ens kæreste ved, at han/hun skal dø og går ud med sin elskede en sidste gang og beder hende/ham om at mindes denne aften altid.
Og Jesus sagde til dem: ”Dette er mit legeme” og rakte dem maden og: ”Dette er mit blod” og rakte dem vinen. Og derpå bad han dem huske dette, indtil de blev genforenet med ham i himlen. Og lige siden har de kristne holdt nadver for at mindes dengang, Jesus døde og opstod. Når man går til alters og får den runde, tørre oblat og den lille sjat vin, renses man for sine synder (= tilgives for sine fejl) sammen med de andre kristne, der er til stede i kirken.
Det behøver ikke at være vin og tørt brød. Man regner det for mest korrekt, fordi man dengang brugte usyret brød og (rigtig) vin. Men man kan da også bruge franskbrød (eller en bøf!) og saftevand (eller cola!). I Vordingborg Kirke anvendes for eksempel druesaft i stedet for rigtig vin. Og det behøver heller ikke at foregå i en kirke - man kan godt holde nadver derhjemme. I gamle dage måtte man kun gå til alters, hvis man var blevet konfirméret. I dag må alle gøre det. I den katolske kirke (= dem der har paven som chef) er det kun præsten, der må drikke af vinen, men herhjemme (hvor vi er protestanter) må man gøre det lige så meget (eller lidt), man vil.
barnedåb
”Hej overseje Hat!
Hvorfor skal vi døbes som små? Det er jo ikke sikkert vi tror på Gud, når vi bliver ældre?!”
Svar
:
Hej, megavidunderlige læser! Det er et SUPER spørgsmål og SVÆRT at svare kort på. Men enfin.
Det neutrale svar
: I kirkens første tid fandtes KUN voksendåb. Men så var der nogle kristne (voksne), der syntes, at det var forkert, at deres børn ikke var døbt – og altså ikke kristne. Og derfor indførte man mange steder barnedåb. Men: der er masser af kristne mennesker, der er modstandere af barnedåb og KUN vil anerkende/gå med til voksendåb – lige som i Det Nye Testamente.
Det subjektive svar
: Der kan siges både for og imod. For eksempel: ungen skal selv afgøre det, når han/hun er gammel nok. Eller: Man kan da ikke svare på andres vegne, om de tror på Gud – eller vil blive ved med det (som du jo også skriver). På den anden side: det bliver jo gjort i en god mening af ens forældre. Og man bliver jo heller ikke spurgt, om man vil være dansker eller kineser eller nordmand, når man bliver født. Eller om man som baby vil have mælk eller cola eller øl, vel?
Det historiske svar: før i tiden SKULLE man lade sine børn døbe. Efter Grundloven (i 1849) blev det gjort til en frivillig sag. Tak for et klogt brev!
Mange hilsener Pastor Niels
Paulus` breve
”Hvorfor skrev Paulus så mange breve? Og hvorfor består Biblen næsten kun af dem?”
Svar
:
Det er et spørgsmål, der er svært at besvare kort. Men – med et forsøg: da Jesus var væk, fortalte man historierne om videre fra mund til mund. Da Jesus´ eléver (= disciple) blev gamle, skrev nogle historierne ned – blandt andet i Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet. Og flere andre, der ikke står i Bibelen (blandt andet Thomasevangeliet og Judasevangeliet som er kendt fra film og sensationsbøger). Samtidig begyndte Kristendommen at blive udbredt til hele Europa. Den person, der især sørgede for dette, var Paulus. Og han skrev breve til disse byer og besvarede deres spørgsmål og forklarede om den kristne religion. LIDT ligesom hvis man holdt kontakt over internettet (men det fandtes jo ikke dengang).
Og det var – og er - i høj grad disse breve af Paulus, man brugte – og bruger - som rettesnor og vejledning. Og derfor kom de med i Det Nye Testamente (= Bibelens 2. Del). Da Paulus rejste meget og havde kontakt med mange mennesker, skrev han selvfølgelig en hel del. Tak for spørgsmålet!
Orglet
”Hej seje hat! hvordan har i fået orglet op af trapperne? Hilsen…..”
Svar
:
Det var heller ikke helt nemt, og jeg måtte bruge BEGGE hænder! Seriøst: J
eg går ud fra, at man har hejset de større dele op over pulpiturkanten. Når et orgel er bygget på værkstedet, bliver det skilt ad i mange dele for at kunne transporteres ud til kirken. Her bliver det så samlet igen og hver enkelt pibe bliver intoneret, så klang og tonehøjde passer til rummet. Det er et meget omfattende arbejde, der varer flere måneder! Et orgel på vores størrelse indeholder ca. 1800 piber, der alle er fremstillet i hånden. De mindste er på størrelse med en lille blyant og de største på 3 – 4 meter.”
hvorfor fadervor og trosbekendelse?
”Hvorfor skal man sige fadervor og trosbekendelse til konfirmation?”
Svar
:
Det tørre svar
: det står der i loven, at I skal kunne. Det forretningsmæssige svar: det er ikke nogen stor indsats i forhold til de tusindvis af kroner, der regner ned over dig til din konfirmation. Senere i dit liv vil du sandsynligvis skulle arbejde langt hårdere for dine penge, så lidt øvelse nu skader ikke. Det pædagogiske svar: fordi jeg siger det.
Guds fornavn
”Hvad hedder Gud til fornavn?”
Svar:
Godt - og svært - spørgsmål. I Det Gamle Testamente kaldes han ”Jahve” og ”Ælohim”, som man plejer at oversætte med henholdsvis ”Gud” (evt. ”Jahve” = man oversætter det ikke) og ”Herren”.
Så man KAN måske sige, at han hedder ”Gud” til fornavn og ”Herren” til efternavn - sådan bopbop! Han kaldes i hvert fald ofte ”Gud Herren”. Du kender det måske også fra udtryk som ”Herre Gud!” og lignende.
Han kan også hedde ”Vor Herre”, og man kan også sige ”Herre Jesus”. Iøvrigt var de første kristne mennesker´s ”logo” ordet ”FISK” skrevet på græsk: ”ICTYS”. Og det står for: ”Jesus er Kristus”, hvilket betyder: ”Jesus er Herre/konge” (Kristus betyder: ”Den salvede”, altså kongen). I dag ville man sige: ”Jesus styrer” og måske tilføje ”bare helt kanonvildt på den fede måde!” eller sådan noget.
Iøvrigt kendes ordet ”Jahve” (= ”Gud”) også i en anden udgave, nemlig ”Jehova” - som for eksempel ”Jehova´s Vidner”. ”Jahve” og ”Jehova” er det samme ord. Det er hebraisk, og på dette sprog skriver man ikke vokaler (= selvlyde), men kun konsonanter (= medlyde).
Ordet ”Jahve” skrives altså ”JHV”. Ligesom hvis ”Niels” blev stavet ”NLS” eller hvis man i stedet for ”Vordingborg Kirke” skrev: ”VRDNGBRG KRK” og så selv skulle finde ud af at udtale det. Prøv eventuélt med dit eget navn! Måske får du en ledig stund til det i et frikvartér ovre på ”ISLNGSKLN” eller hjmm hs dg slv!
En af de andre ting, der gør det svært at lære hebraisk (og mange andre sprog) er, at man skal læse det baglæns, altså fra højre mod venstre. Det svarer til, at sætningen: ”7. klasse er de bedste” ville læses baglæns - altså: ”Etsdeb ed re essalk 7.”, bare med nogle helt andre skrifttegn.
Jeg har en gang kunnet det - sådan da. Men det er ligesom, at lære at læse engelsk eller tysk: det er altid svært til at begynde med. Og hvorfor kan de ikke bare tale dansk ligesom os andre?!
Og husk: det er Det Gamle Testamente, der er skrevet på hebraisk. Det Nye Testamente er skrevet på græsk, som også er svært, men dog lidt mere ligesom dansk - bortset fra, at deres bogstaver er anderledes. Hvis du gider, må du meget gerne hjælpe mig med at huske på at kopiére en side fra Markusevangeliet på græsk - det er ret spøjst at se!
Kirkebøn
”Hej hat, hvad er en kirkebøn?”
Svar:
Det er som regel den bøn, præsten siger eller læser efter sin prædiken (= tale). Man kan sagtens lave sine egne. De fleste beder om fred i verden, hjælp til syge og fattige og dem man holder af. Kirkebønner er (som regel) temmelig lange. Og de kan være meget smukke.
INRI
”Hvordan skrev man Jesus den gang han levede? var det ikke INRI”
Det er faktisk rigtigt. Det skrev man (= Pontius Pilatus/romerne) på hans kors, da han blev henrettet. ”INRI” står for ”Iesus af Nazareth, Konge (= Rex) over Iøderne” (på latin – romernes sprog - brugte man ikke ”J”).
Et andet kendt, kristent kryptogram (= kode) var en fisk. Fordi på græsk hedder en fisk ”ICTUS” (udtales ”ik-tys”), og her står bogstaverne så for ”Iesus Christus, Gud´s (= ”Te-os”) Søn (= ”Uios” – udtales ”Hy-jos”) og Frelser (= ”Soterior” – eller latin og engelsk: ”saviour”). Det virker nok lidt rodet, men prøv at oversætte det græske ”Iesus Christos Teos Uios Soterios” til dansk. Så ville der stå: ”JKGSF” = ”Jesus Kristus, Guds Søn & Frelser” (men det ville selvfølgelig være svært at udtale!).
Da det var lige så farligt og forbudt at være kristen i det romerske rige som at være for eksempel at være en guldfisk i en sø med krokodiller, måtte de kristne gå meget stille med dørene og udtrykke sig med hemmelige tegn og spøjse ord, som kun de selv forstod. Og et af dem var således en fisk – enten som ord eller som en tegning. Og fiskekodens betydning er faktisk ”bare” en meget kort udgave af Trosbekendelsen – hvis du forstår hvad jeg mener. Tak for spørgsmålet! Niels
"hvad er sandhed"?
Hvordan definerer du sandhed? Med andre ord, hvis jeg fortæller dig, at noget er sandt, hvad betyder det så rent faktisk?
Jørgen
Svar: sådan et spørgsmål kan næppe klares med et skud fra hoften, men: fra start ville jeg skelne skarpt mellem "sandt" og "ærligt". På engelsk er ordet "true" jo både "sand(t)" og "tro(fast)". At du eller jeg eller en anden anser noget for sandt, er jo ikke ensbetydende med, at vi hævder at sidde på de vises sten. Men at vi tror eller stoler på dets rigtighed. Men det er et MEGET svært spørgsmål, du stiller, og jeg har ikke nogen skudsikker definition.
Mange hilsener Niels
Tomhedsfølelse
"Hvorfor kommer der ofte en følelse af total meningsløshed/tomhed/dybt fald/nihilisme i glimt, når sorgen over en mistet overvælder mig - selv om jeg netop finder trøst i mit gudsforhold?"
Svar: STORT spørgsmål! Og umuligt at besvare kort og umisforståeligt (for mig i hvert fald). Et par skud fra hoften: Det dybe afspejler det høje. Ligesom at der uden varmt heller ikke ville være noget, der var koldt. Dette meget dybsindige svar, som én af jer fremførte, har iøvrigt ingen ringere end kirkefaderen Augustin brugt som argument. De følelser, du beskriver, hører jo med til tilværelsen. Og vi BURDE måske læse et par af salmerne i Det Gamle Testamente sammen næste gang. Eller (udvalgte passager fra) Jobs Bog. Der bliver spørgsmålene også stillet - og på måder, der brænder sig ind i ens hjerne og hjerte. Et plat svar (som nok ikke er til megen trøst dog): dine overvejelser viser, at du ikke er et overfladisk menneske. Som der står i Bibelen: "Megen visdom giver megen sorg"
Hehe
”Hej Hat! Er du interesseret i dinosauruser?" Hilsen Mumi
Svar
:
Hej Mumi! Ikke just – jeg har jo Pastor Niels! Hilsen: Hatten
Satan
"Hvordan blev satan til"
Svar
:
Satan er hebraisk og betyder "modstander". Han kaldes også for "djævel" (græsk: "diabolos"), der betyder "bagtaler(en)" – måske kender du ordet ”Diablo”, der ofte bruges i action- og westernfilm. Eller ”Devil” (engelsk) eller ”Teufel” (tysk).
I Middelalderen fortalte man historier om "Lucifer" (= Lucia = Lux = "Lys"), der var lysets engel, som gjorde oprør mod Gud. Djævelen kaldes også nogle gange "Be´elzebul" eller "Denne verdens fyrste" eller "Antikrist" i Det Nye Testamente eller "Fanden" eller bare "Den onde".
I Bibelen findes ingen forklaringer på hvordan Satan (eller det onde) blev til, men det står som den magt, der modarbejder Gud og som Jesus bekæmper.
HVIS man endelig skal sige noget om, hvornår det onde blev til ifølge Bibelen, bliver svaret vel nærmest noget i retning af slangen i Edens Have (= Paradis) fra historien om Adam og Eva.
Ifølge Kristendommen findes det onde i enhver af os. Det klassiske spørgsmål lyder: "Hvorfor er der så meget ondt i verden, hvis Gud er god?" (= teodice-problemet).
tro og religion og myter
"Hvad er forskellen på myter og religion - og tro?"
Svar: Et forsigtigt bud på et kort svar: Religion og myter er beskrivende - set udefra. Tro er indlevelse - set indefra. Dog: der kan siges MEGET mere, og for eksempel er definitionen af myter jo mildest talt meget bred - og spænder over et virvar af opfattelser lige fra "gamle skrøner" til "en historie der sker igen og igen - hele tiden." Svarende til at vi alle sammen er f. eks. bogstaverne i fortællingen - altså: at vi selv bliver fortalt. Det er den opfattelse, jeg selv hælder mest til, men det er så kun min mening.
Luther
Angående Martin Luther: Han ville lave alle gudstjenester på tysk så alle kunne følge med. MEN han ville dog ikke være med til bøndernes frihedskamp . "skomager bliv ved din last.Eller er jeg helt ved siden af.
Fedders
Ja...jo...han var nu ikke uenig i deres holdninger, men han vendte sig imod deres sammenblanding af religion og politik. Om dette så var med rette, er blevet diskuteret MEGET lige siden...
Smilo
|
|
|
 |
|
|
|